Høy Thomsen

Hvalpetræf Påske 2005

Jeg ved godt denne side kan tage lang tid at hente frem, men hvis du væbner dig med tålmodighed, så kan du bl.a. læse om mange af de øvelser vi blev trænet i til hvalpetræffet.
Skærtorsdag stod vi tidligt op, pakkede bilen og begav os i tyk tåge over Storebælt og videre mod Falster til hvalpetræf. Jytte og Jan havde inviteret Javas kuld (J-kuldet) og I-kuldet, der  så vidt huskes er 4  måneder ældre.

Vi mødtes og gik i samlet trop til hundeskoven, hvor alle hundene inkl. Jytte og Jans blev lukket ind, og så blev der ellers hilst på! Som det ses på billedet hang tågen lavt inde i skoven, men det klarede heldigvis på i løbet af dagen, og vi endte med at træne i solskin og varme.

Her har vi hele flokken, både I og J-kuld. Fra venstre ses Jan med flere af kennelens hunde samt Issa, Mogens med Ingo, Java og jeg, Pia med Jeppe, Carsten med Jatzy, Margit med Jolly, Jørgen med Jellow og yderst til højre Jill med Mango.
Jytte forklarede, demonstrerede og fik også I-kuldet til at demonstrere flere ting samtidig med, at undertegnede mere eller mindre forgæves forsøgte at lytte, samtidig med, at vilddyret for enden af snoren var ved at rive mine arme af led. Synes ellers det var en meget lydhør hund, jeg kørte hjemme fra med ;o)

Så er det noget lettere at være Jytte - hendes hunde sidder jo altid hvor de bliver sat, og lige så længe de får besked på, alt imens de nøje følger med i, hvad hun siger og gør - gad vide om det er noget, der kommer med alderen ;o)

Herefter gik Jytte i skoven med en pose kartoffelmos, der blev kastet ud i små klatter. Hundene kastede sig over "spisekammeret" med logrende haler. Det er imponerende at se så mange hunde, hvor ikke alle kender hinanden, kunne gå så tæt sammen uden nævneværdige stridigheder, mens de finder mad.
Java fandt med iver det vildt hun blev sendt ud efter, og samlede alt op med glæde. Her ses hun (muligvis) med en kanin i munden, mine vildtkendskaber er ikke veludviklede overhovedet :o)

Her var Jan lidt imponeret over både Java og bror Jeppe, som ikke har haft med vildt at gøre, siden vi købte dem. Det er åbenbart ikke alle hunde, der er så vilde med at apportere kanin de første mange gange, men det vidste Java og Jeppe jo ikke noget om.

Men en ting er at finde vildt, samle det op og næsten løbe tilbage med det. Hvorfor er det lige igen, at man skal løbe HELT hen og aflevere det??
Jeg sidder og forsøger at se ud som om, jeg absolut ikke er ude efter vildtet. Med kropssproget forsøger jeg at signalere, at jeg ikke er ude på at snuppe det fra hende, ingen provokerende øjenkontakt og sidder med siden til. Derimod er jeg meget optaget af et meget spændende stykke græs, som får alt min interesse, for at vække Javas nysgerrighed, og lokke hende frivilligt hen til mig.

Så langt så godt! Nu skal fuglen (eller hvad det er) så "bare" fiskes ud af munden på hende. Lærte at stikke fingrene ind fra mundvigene på hende, få dem møvret helt ind bag vildtet, for så at få det lirket ud af munden på hende. Som det ses, er det ikke så lige til, men det lykkedes, og efterhånden slap hun mere og mere frivilligt.

Jeg forsøgte først at få hende til at bytte vildtet med de medbragte pølsegodbidder, som ellers plejer at bringe lykke, men ingen interesse der overhovedet. Hun vendte hovedet væk, når jeg holdte pølserne op foran snuden på hende.

For at fremme lysten til at aflevere, kan man så snart hun har sluppet på ny kaste vildtet væk igen. På den måde kan hun lære, at det at aflevere altid kan betale sig for hende, fordi det fører mere sjov og spas med sig. 
Dette er i indlæringsfasen. Senere kan man belønne hende, ved at kaste bolden/ dummyen væk som nyt bytte, og senere hen vil tanken om at blive sendt afsted igen, et langt stykke af vejen være belønning i sig selv.
Af og til var det nødvendigt, at jeg stak af fra hende, og derved fik hende til at løbe efter mig i stedet for, at hun vandrede i en cirkel omkring mig. På den var det hende, der af egen fri vilje kom til mig, og ikke mig der indfangede hende.  Det medførte så også, at jeg nåede lidt væk fra de andre, inden jeg fik vildtet lokket fra hende.

Det er første gang i mit liv jeg har rører ved vildt, og det er hermed foreviget ;o) Føj, hvor noget af det var ulækkert! Jeg stod og jublede over at se hende komme hen imod mig, med munden fuld - men så slog det mig pludselig, at jeg jo også selv skulle have fingrene i fjerdragten. Det var nu kaninen, der var mest ulækker - føj for en stank! Men jeg var heldigvis ikke helt alene om de sarte fornemmelser ;-)

Når hunden først har samlet en apport op, må den ikke skifte den ud, med andre den evt. måtte opdage på tilbagevejen. Dette øvede vi lidt på ved, at Jan  stod og kastede vildt i hovedet på hundene, på deres tilbagetur.
Han mente, det var et bevis på deres ærlighed, hvis de ikke lod sig friste til at samle endnu en op, så de havde to med hjem - jeg vil nu hellere kalde det grådighed. Java skulle lige have et NEEEJJJJJ med, for hvert nyt bytte der kom flyvende for fødderne af hende ;-)

I baggrunden ses Jill (lige bag Pia) med Mango, som trods navnet også er en kuldbror til Jeppe og Java. Ude til højre står Mogens (som har taget mange af disse billeder) med Indy, som er fra I-kuldet.
Mango nåede vi desværre ikke at få så mange billeder af, men det var dejligt at se ham og Jill igen. Han er så heldig at have fået sig endnu en labrador i familien, en sød labbehvalp på 3 mdr. :-)		 Her  ses Javas bror Jeppe som Pia sender afsted. Han har heller ikke prøvet markprøvetræning før, men viste samme fine talenter :-) Det er ham der er blevet optaget på uddannelsen for redningshunde, og der er henvist til hans hjemmeside på "Linkssiden".
De to leger rigtig fint sammen, og har mødtes en gang tidligere, hvor vi var på klikkerkursus sammen.
Jytte gik med ud for lige at hilse rigtigt på Java, inden vi kørte hjem, og hun viste mig, hvordan jeg skal få hende til at "stå rigtigt" hvis hun skal udstilles. Det kunne altså være sjovt at prøve, men det er lige det med at tage alene af sted, når man dårligt kender regler og kutyme.

På billedet her ved siden af, står hun med hovedet lidt for højt, hvilket kan gøre, at hun kommer til at se svajrygget ud. Det gør hun dog ikke, har jeg ladet mig fortælle, fordi hun tilsyneladende har en flot ryglinje :-) Hun fik desuden ros af Jytte, bl.a. for en god bredde på brystkassen og gode vinkler på bagbenene.
Mere vi skal til at øve os i herhjemme. Vi fik det råd, at stille os op foran et vinduesparti og bruge spejlbilledet, for hvad der ser optimalt  ud fra siden, ser ikke godt ud fra førerens synsvinkel.

Det var alletiders gode dag, og jeg er glad for, vi tog turen til Falster. Jeg synes virkelig, at vi fik meget med hjem igen - det er jo sådan set den første  rigtige træning vi har fået.
Jeg synes, det er så svært, selv at gå i gang med markprøvetræningen, når man som jeg ikke har det fjerneste kendskab til at gå på jagt, vildt osv. Det er desuden svært at motivere sig selv, når der ikke er nogen form for feed-back. Det fik vi her! Blev f.eks. pænt gjort opmærksom på, at der ikke var nogen grund til at sidde og ligefrem rose Java, mens jeg forsøgte at få hende til at slippe vildt. Jeg var så glad for, at hun arbejdede så ivrigt, at jeg sad og småpludrede lystigt med hende, og fortalt hende hvoooor dyyyygtiiiig hun var, alt imens jeg fumlede med fingrene inde i gabet på hende, helt uden at tænke over, hvad jeg sagde. Man skal jo ikke sidde og rose en hund, der holder godt fast, når man samtidig sidder og siger "slip" ;o) 
Nu er det jo altid lettere at se, hvad andre gør forkert i deres timing,  så jeg synes virkelig, at det var rart selv at blive vurderet lidt!! Så tak til Jan for nogle gode træningstimer.

Tilbage